søndag den 30. december 2012

En meget speciel Sabah-jul

Her kommer så lidt mere om vores jul samt lidt flere billeder fra hele Malaysia turen, så der kommer også nogle gentagelser fra det sidste indlæg her på bloggen. Husk at du kan klikke på billederne, hvis du vil se dem i større format.

Vi vender lige tilbage til Helles udflugt til KLCC med lidt flere billeder. Hvis man tror, at Malaysia, der jo er et muslimsk land, ikke pynter op til jul, så tager man fejl:


Tøjelefanten er en lille souvenir, som Helle købte til minde om turen

Efter det korte besøg i KL gik turen så videre til KK, hvor vi boede på Jesselton Hotel i 3 dage. Som det fremgår af billedet, hører der en lille hyggelig, italiensk restaurant til hotellet

Jesselton Hotel - Vi boede lige over restauranten, på hjørnet t.v.




               
 

Lørdag den 22. december tog vi så med taxa til Rasa Ria resort, som nærmest var en ren badeferie. Stranden og poolområdet var bare super fantastisk, og flere billeder værd:



Juleaftensdag brugte vi på en udflugt. Vi blev kørt i bil ca 15 minutter til en rekonstruktion af et gammelt "Gypsy House", et hus bygget af naturmaterialer på floden. Derfra sejlede vi ned ad mangrovefloden til mundingen ved havet. derfra var der en flot udsigt bl.a. til Mount Kinabalu, der med 4.095 meter er det højeste bjerg i Sydøstasien. Vores guide, Nazim, var en rigtig hyggelig og rar person, og vi fik udvekslet mange synspunkter omkring traditioner i Malaysia og dér, hvor vi kommer fra. Der er mange forskelle, men også nogle ligheder, omend Malaysia med sin muslimske baggrund jo er præget en del heraf. En af de store forskelle er bl.a. bryllupsfesterne, som i Malysia er en begivenhed, der nemt kan samle flere hundrede mennesker: familie, venner og bekendte, ja som regel hele landsbyen. I huset kunne man selvfølgelig også købe sig et lille minde med sig hjem, men ikke noget med at prakke én noget på - vi måtte nærmest bede om at få lov til at købe en lille ting med os hjem.
 



Resten af dagen gik med at ligge i solen - vejret var fantastisk denne juleaftens dag - og med at bade både i havet og i poolen:

Juleaften havde vi bestilt bord på "Coffee Terrace", udendørs. Det var en god beslutning. Vi kunne se solen gå ned, og det var faktisk helt ok at sidde i 28 graders varme under en svalende fan og indtage en masse god julemad. Vi var blandt de første, der kom, og vist også blandt de sidste der gik fra restauranten den aften.
Indenfor var der en enorm buffet. Som navnet på resturanten angiver, så er det også her, morgenmaden bliver serveret, så vi havde en vis forventning til udbuddet, og vi blev ikke skuffede. Der var alt godt fra havet, et stort udvalg af mad fra fremmede kulturer, en STOR buffet med desserter, bl.a. "skumfiduser" og chokoladesauce - og udenfor var der desuden en stor bod, der serverede indbagt mørbrad og helstegt kalkun.


Den 25. januar kom julemanden selvfølgelig forbi, dog ikke i kane men på firehjulstrækker ...
Dagen blev brugt på - tja, så godt som ingenting. Vi lå ved stranden og blev forkælet af personalet, som kom med koldt vand og kolde klude, og så var livet lige til at holde ud. Om aftenen sad vi på balkonen og så solen gå ned over havet og straks derefter begav vi os til den Japanske Teppanyaki restaurant, hvor kokken tilbereder maden lige foran gæsterne, hvilket var meget underholdede.



Vi besluttede os for også at få lidt ud af den sidste dag, og hvad var så mere naturligt end også at se solen stå op. Vi gik hen ad stranden til et punkt, hvor vi kunne skimte Mount Kinabalu i det fjerne. Solopgangen var ikke så fantatisk et syn som den foregående aftens solnedgang, men det det var nu et interessant syn alligevel, ikke mindst med bjergene i baggrunden. Om natten er der åbenbart stor aktivitet af krabber på stranden, hvilket bl.a. ses af deres fodspor rundt om deres huller i sandet. Men krabberne selv ser man dog ikke noget til.



Senere samme formiddag checkede vi så ud fra hotellet, blev kørt i taxa til lufthavnen, der bestemt ikke er verdens største internationale lufthavn. Flyet, vi rejste hjem til Singapore med, var en særlig flot bemalet Airbus320, som bla. kan ses på denne SIDE - eller herunder, dog i en noget dårligere billedkvalitet.

Fra: http://www.ejpix.com/photos/enlarge-photo.php?media_id=304139208724625416_145044909

lørdag den 22. december 2012

Kuala Lumpur, Kota Kinabalu og optakt til jul på Rasa Ria


Tirsdag eftermiddag 18/12 rejste vi så til Kuala Lumpur, hvor Niels om onsdagen skulle give en præsentation i DHI-kontoret. Imens tog Helle en tur til KLCC (Central City) og så bl.a Petronas Towers eller "Twin Towers", der med 88 etager og 452 meter er en svimlende høj bygning.


KL Petronas Towers

Allerede onsdag eftermiddag gik turen så videre fra KL til KK (Kota Kinabalu) på nordkysten af Borneo. Her boede vi på et hyggeligt hotel - Jesselton - fra 1954. KK blev næsten ødelagt af bomber under 2. Verdenskrig, så der er næsten ingen gamle huse tilbage. Efter endnu en præsentation, nu for DHI-kontoret her, var det tid til at se byen og slappe lidt af. KK ligger lige ud til vandet og fra havnepromenaden er der en flot udsigt til øerne ud for byen, men selve gaden og promenaden er en spøjs blanding af store markeder, små boder, nye hoteller, faldefærdige bygninger, restauranter og hvad man ellers kan tænke sig. Vi gik hele turen langs promenaden og endte på en Australsk restaurant, hvor vi fik en dejlig bøf, inden en taxa bragte os trygt gennem flere trafikpropper tilbage til hotellet.

Havnepromenaden i KK
Derefter var det tid til at sige farvel til Jesselton's charme (med en rigtig "boy" som dørmand) til Rasa Ria's overdådige komfort, hvor mange af de ansatte er juleklædte med nissehuer og -tøj.


På Rasa Ria bor vi på 4. sal med en fantastisk udsigt ud over Det Sydkinesiske Hav og med flere af resortet's mange facilliteter lige neden for bygningen. På billedet herunder ses vores værelse lige i midten af billedet, øverste etage ...


... og udsigten derfra kan I se her:



Værelset er fantastisk. Man kan sidde i en sofa indenfor og kigge ud, eller man kan sidde på altanen og nyde vejret, som dog lige nu er lidt regnfuldt og vejrudsigten er desværre ikke alt for fremragende for de kommende dage. Men vi må jo tage det, som det kommer. Vi har allerede bestillt middage på 4 af de 7 restauranter, der er her i komplekset, og i aftes startede vi med den indiske, der ligger lige nedenfor vores værelse, og de næste dage står den så på japansk og western cuisine. Man bliver forkælet her, så vi ser frem til en anderledes og spændende jul. Også her er Internet forbindelsen desværre noget svingende, så måske planerne om at være med på en Skype juleaften ikke holder - det må tiden jo vise.





I morgen, juleaftensdag, har vi booket os ind på en sejltur på en nærliggende mangroveflod, men lad os nu se, om julevejret er med os ...

mandag den 17. december 2012

Julestemningen udebliver og så alligevel ikke

Det er altså svært at tro på julemanden når det er 30 varmegrader. Det er lige som om det er helt forkert at der ikke er koldt og sne når vi nu er i december mdr. Hvis det ikke lige var for adventskransen og kalenderlyset .......

Nå, men idag har jeg spist risengrød til aftensmad, man må jo fremtvinge en stemning så. Niels har været med nogle kollegaer på japansk restaturant.

I morgen tirsdag rejser vi til Kuala Lumpur og onsdag videre til Kota Kinabalu - begge steder skal Niels besøge DHI's kontorer. Lørdag kører vi lidt uden for byen KK til et ferie-resort, hvor vi har bestilt et værelse med udsigt udover det sydkinesiske hav. Her bliver vi julen over til 2. juledag hvor vi så rejser tilbage til Singapore.

torsdag den 13. december 2012

Mere Jakob

Der var et par ting jeg ikke fik med i omtale af ferien med Jakob.

En aften var vi i biografen og se Life of Pi - en rigtig sød film, der kan anbefales. Ikke springfyldt med aktion og indviklede plots  men hyggelig og fredelig (bortset fra den store flotte bengalske tiger). Jeg ser nu, at den kommer i danske biografer i julen, så måske var det en ide til en oplevelse.

Niels og Jakob var også på tur til Sentosa en af dagene. De besøgte bla. Under Water World og en sommerfuglepark.  Og så var de rundt på øen og se strand og vand. Vi har ingen billeder derfra, dem får vi måske fra Jakob ved lejlighed.

onsdag den 12. december 2012

iPhone - og mere regn

I dag fik Helle så købt sig en iPhone - ikke nogen let sag, når der er rift om varerne og for få til at ekspedere. Vi startede i mandags, hvor vi ventede en time på at blive ekspederet, for så at få at vide, at der var udsolgt, men nye varer kom hjem allerede dagen efter. Så tirsdag var vi på den igen, men efter mere en halv times venten var der ekspederet 4 ud af ca. 30 ekspeditioner foran os. Så vi opgav og ventede til i dag, hvor det endelig lykkedes, dog ikke i første hug, for butikken åbnede først kl. 14 pga. et salgsmøde. Nå, men nu har Helle så også en iPhone og dermed så et nyt telefonnummer: +65 83286970 - JUBIII!

Efter denne tørn tog Niels så på DHI, hvor der dog lige skulle overvindes en vandstrøm ned ad fortovet. Det regnede (igen) kraftigt, og lidt ombygning af busstoppestedet gav lidt problemer:

søndag den 9. december 2012

10 dages ferie - nu med billeder

Så er Jakob rejst hjem igen, snøft - det har været 10 dejlige dage, hvor vi både har nået at se og opleve en masse og også har slappet af, snakket og hygget os. Niels har holdt fri de fleste dage, så det har været som en lille ferie.


Vi fik endelig gået en lang tur i Little India, hvor der var en meget anderledes stemning end vi ellers har oplevet her i SG. Et rigtig indisk kvarter med lave huse og lange gader fyldt med små butikker med alt indisk, man kan tænke sig, incl. kunstfærdige træarbejder, farvestrålende tøj og mad i alle afskygninger. Og midt i det hele en forretning, der sælger bildæk og et bilværksted.



Herfra gik vi videre til det arabiske kvarter, som dog ikke var helt så spændende som det indiske. Måske fordi det trods alt var mere blandet. Der var selvfølgelig en moske som det mest arabiske, vi så. Vi spiste en dejlig frokost på en tyrkisk restaurant.


Sidste stop på denne lange tur var Singapore Flyer, et kæmpe pariserhjul, hvor det tager 30 minutter at køre en tur rundt, og udsigten er fantastisk. Vi valgte at være i en normal kabine, hvor der kan være ca 20 personer, men man kan være gæst i en kabine, hvor der serveres middag, champagne eller High The (te med kage), og det må vi så prøve en anden gang.




Mod nordøst ligger der en ø, der hedder Ubin. Derud tog Jakob og Niels for at sejle kajak. Da de kom derud var det desværre ikke muligt at komme til at sejle, så det blev til en gå- og cykeltur i stedet for. Lige da de ankom til øen med færge, begyndte det at regne, så de startede med at spise frokost på en rigtig god lokal seafood restaurant.




En tur på golfbanen blev det også til - og det på den lokale bane her i Jurong. Desværre er det ret dyrt, når man skal leje udstyr og det hele (Niels har lånt Jakob sit udstyr, mens vi er væk, men det havde han selvfølgelig ikke medbragt) så det skulle helst være en dag, hvor vi var ret sikre på at vejret holdt. Det blev til strålende sol i tre timer.



Og så har vi læst bøger, løbet, været i fitness-centeret, ligget ved poolen, sms'et med Julie og så har vi snakket og forsøgt at indhente det forsømte. Jakob har været på et par shopping-ture alene for at se om han kunne finde noget passende at tage med hjem.

Den sidste aften var vi på en rigtig god seafood restaurant, hvor Niels og Jakob fik Chilli Crab, en meget populær ret her i SG - Niels har rigtig nydt at have selskab af en, som godt kan lide at spise asiatisk mad - på den front er jeg mere forsigtig.

Jakob medbragte fire plakater, som vi skal have hængt op i stuen i de nyindkøbte rammer fra Ikea, som Jakob også var med til at hente hjem.  Desuden havde han et billede med af Maria og hendes tre gode veninder Cille, Røskva og Rikke, nogle bøger jeg havde bestilt, et kalenderlys, en køkkenrulleholder fra Trip Trap og en fødselsdagsgave til mig (en bog :-) og noget lakrids. Dejligt med nye forsyninger.

onsdag den 28. november 2012

Besøg fra DK

Så kom Jakob på besøg. Vi hentede ham i lufthavnen i går eftermiddags. Hvor var det bare dejligt at se ham igen. Nu går snakken livligt, selv om vi har Skypet, så er det alligevel noget andet at sidde i samme stue. Skønt. Jakob medbragte dejlige bøger til mig og nogle postere som vi skal have hængt op på væggen. Niels og Jakob tog derfor en tur i Ikea her i eftermiddag og købte rammer til dem. Jeg fik også et dejligt foto af de fire smukke veninder, Rikke, Cille, Røskva og Maria. Det kommer også op og hænge. Nu er Jakob gået i fitness-centeret og vi skal til at lave mad om lidt og endnu en hyggelig aften venter.

søndag den 25. november 2012

Fødselsdag, julebasar mm.

Torsdag var det min fødselsdag og jeg fik en utrolig dejlig gave af Maria, nemlig en video hun havde lavet, hvor en masse dejlige mennesker, familie og venner, sang fødselsdagssang for mig. Det var en utrolig stor og dejlig overraskelse. Tak til alle jer der deltog og tak til Maria for initiativet. Jeg fik også mange andre hilsner via Facebook, mail og en enkelt opringning - tak for det hele.

Om aftenen var vi ude og spise på en restaurant på Chijmes, som vi tidligere har skrevet om. Her fik vi en drink og efterfølgende en dejlig middag. Der var tilmed levende musik, en der spillede på guitar og en der sang til. Meget hyggeligt. Det nye var at det var udendørs, som på en dejlig varm sommerdag i DK, det er jeg jo ikke vant til på min fødselsdag i november. Det plejer at være koldt og evt. snevejr.

Lørdag startede julen her, med julebasar i Den Danske Kirke. Vi havde bestilt en adventskrans som vi, sammen med vanillekranse og nogle få andre juleting, hjembragte i en taxa. Adventskransen er så fin, leveret direkte fra Ærø, så nu dufter her liftligt af gran. Jeg tror det bliver rigtig mærkeligt at holde jul i 30 graders varme - det er på en måde bare helt forkert. Men hvad - en enkelt jul uden frost og juletræ klarer man jo nok. Det værste bliver nok at skulle undvære famlien. Vi arbejder lige nu på at holde jul på Borneo. Vi starter i ugen før jul med en tur til Kuala Lumpur og derefter til Kota Kinabalu, hvor Niels skal besøge DHI's kontorer og så taler vi om at blive i KK julen over. Men nu må vi se om planerne holder denne gang.

I dag søndag har vi gjort gæsteværelset klar til Jakob kommer på besøg på tirsdag. Incl. været ude og købe sengetøj og linned. Vi henter ham i lufthavnen tirsdag eftermiddag. Vi har lige Skypet med ham om de sidste detaljer om rejsen og ting han skal medbringe til os. Har også Skypet med Ole og Jette og Maria i dag - rigtig dejligt at det kan lade sig gøre.

Vi har også fået sat de billeder op som vi købte på Nationalmuseet. To fine håndtegninger af hhv. Raffles Hotel og Chijmes og så en gammel båd fra Singapore omkring 1900. Og så kan jeg i øvrigt afsløre at kun Henny gættede rigtig mht. billede af familien. Der er to koner på billedet - flerkoneri blev først forbudt i Singapore i 1960'erne. Ellers tak for gode forslag.