tirsdag den 30. oktober 2012

Sjove, mærkelige eller anderledes ting i Singapore

En del af det at vænne sig til at være ude i "det fremmede", tror jeg, er at sammenligne med det man kender, altså hvad man er vant til og hvordan det "plejer" at være. Og finde fordele og ulemper ved det nye. Sikkert en ret almindelig måde at gøre tilvænningen nemmere og fremme processen på. Så her kommer nogle af de ting vi oplever er sjove, mærkelige eller anderledes:

- flaskerne er helt fyldt op og det skal tages helt bogstaveligt. Om det så er mælken, olien, saftevand eller rødvin - så fylder de flaskerne helt op her, så man skal passe på når man åbner, ellers spilder man.
- broccoli ligger på is i supermarkedet, altså pladsen nedenunder broccolien er fyldt op med isterninger - ligesom is under fisken hos fiskehandleren.
- æg er ikke på køl i supermarkedet. Det er kun i Danmark, at æg er på køl, mener Niels.
- kyllingestykker, uanset om det er i supermarkedet eller på restaurant, er næsten altid skåret ud med brusk og ben og det hele - man forestiller sig en kylling og en økse - hugget over i mindre stykker. De har vist ikke lært at udbene. ("Kinesisk udskæring", er vi begyndt at kalde det:-) I øvrigt kan man også få serveret en hel kylling med tilbehør. Ser sjovt ud.
- de spiller original musik overalt hvor der er musik, i forretninger og restauranter og i elevatorene (altid Für Elise i vores egen elevator) og ofte ret højt faktisk - mon de har en aftale med KODA el. Gramex ? Hyggeligt at høre Beatles fx når man handler i stedet for rædsom muzak, som jeg hader.
- bestik er ofte kun gaffel og ske, ikke kniv - det bruger de ikke, kun hvis man spør' - og det gør vi så.
- servietter må man også spørge om - eller selv have med så det prøver vi at huske. Dog ikke på alle restauranter.
- affaldssortering er så godt som et ukendt begreb her.
- der er firben - små gekkoer - på vores altan - men derudover er her ikke mange insekter eller dyr. Lidt myg ind i mellem, må der være, for jeg får tit myggestik. Et sted i nærheden af vores lejlighed er der et dyr (måske en fugl) som sidder og giver en irriterende lyd, stort set hele dagen og aftenen med. Heldigvis dog så langt væk så man godt kan abstrahere fra det.
- hver mandag morgen kommer der en mand og sprøjter med noget sikkert helt aldeles giftigt sprøjt på alle træer og planter i anlægget hvor vi bor, sikkert en af grundene til at der ikke er mange insekter. Og det er jo klart så, at der ikke er så mange fugle heller - de kan jo nok ikke finde så megen føde. Fra vores altan ser vi dog en del fugle - men den vender også væk fra anlægget.
- hver dag flyver der forskellige fly over lige hvor vi bor - de skal lande på en nærliggende militærlufthavn og det er bla. jetjagere og transportfly (ligner Herkules-fly) Myndighederne får ofte klager (har vi hørt) fra de omkringliggende lande for overflyvning af deres lande. Jeg tænker, ja det må da også være svært, at flyve indenrigs, når man ikke er større end Bornholm og flyver i jetjager :-)


søndag den 28. oktober 2012

Fodbold, bytur og regnvejr

Forrige weekend var stille og rolig. Lørdag tog vi en tur ud for at se fodbold - en fodboldturnering arrangeret af Den Danske Kirke. Det var små baner og 5 på hver hold, så det var til at overskue. Efter et par kampe, en cola og en hot dog og lidt snak med folk fra kirken og fra Niels' arbejde, tog vi videre ind til byen.(og dennegang den rigtige retning med bussen, ikke Niels:-) Vi gik en lang tur på Orchard Road - som kan sammenlignes med Champs-Èlysées i Paris. Fandt et sted og sad og hang ud (under en fan) og fik noget at drikke mens vi kiggede på mennesker. Utroligt sjovt at se hvor forskelligt folk er klædt på. På trods af det varme vejr, er der alligevel nogen der har både trøjer, jakker og kasket på. Og forskelligt fodtøj - ligefra bare fødder, badesandaler, sommersko og til lukkede sko med strømper. Og så er der selvfølgelig de "stakkels" kvinder med rigtig mange lag på - især de indiske kvinder med deres farvestrålende bukser og kjoler og tørklæde.

Vi besluttede, at tage til "Little India" for se lidt på det kvarter og få noget at spise. Desværre, ligesom vi nåede frem med metroen, begyndte det at styrtregne, lyne og tordne. Det var så meget, at man nærmest ikke kunne se en hånd for sig og det så ikke ud til at holde op lige med det samme, så vi besluttede at tage metroen hjem. Metrostationerne er heldigvis overdækket, så vi nåede hjem nogenlunde tørskoet. Det blev ved med at regne og torden i mange timer, så det var en god beslutning. Vi spiste så i stedet på vores lokale favorit-restaurant i shopping-centeret, hvor vi også er blevet medlemmer og derfor efterhånden får en udstrakt fin service (og rabat).

Søndag gik med det sædvanlige - læsning, SLFS og arbejde. En tur i swimmingpoolen.

I sidste uge havde jeg forøvrigt besøg af vores udlejer, en kinesisk dame. Hun kom med en håndværker og skulle se på muligheden for at lave et tag ud over vores altan (som kun er delvist overdækket i forvejen) samt en ny træbelægning  på gulvet. De skulle ikke ind i lejligheden for at lave det (der er også adgang til altanen udefra via en svalegang) så det ville heller ikke være til gene for os under arbejdet. Vi aftalte at vi skulle give besked om vi ville have det gjort mens vi bor her, ellers kunne det bare vente til efter vores periode, som hun sagde. Niels og jeg blev enige om, at det var helt ok at få det lavet, især belægningen på gulvet kunne være pænt og en fordel frem for de nuværende og lidt kedelige fliser. Så vi meddelte, at det var ok med os. Så fik vi meget overraskende det svar, at hun ville vente til efter vores periode, "for at undgå, at genere lejeren under udførelsen af arbejdet" - sjov formulering - men ok, vi lever uden. Måske deres måde, at sige, at det var for dyrt. Hun havde i øvrigt to små fine kager med til os, så noget fik vi da ud af det :-)

Denne weekend har også været ret fredelig. Niels' planer om at tage til Kota Kinabalu er midlertidig udsat, så vi var bare hjemme. Fredag var helligdag her og derfor fridag.  Vi var på indisk restaurant og det var god mad.Som sædvanlig var Niels og jeg de eneste hvide, resten fra Indien.  Men hvor er det uciviliseret at se folk spise med fingrene. Kunne ikke lade være med at se efter hvem der gik hen til en håndvask og vaskede finger efter måltidet, og hvem der ikke gjorde. Heldigvis for os var der bestik på bordene :-)

Ellers er dagene gået med forskellige fredelige ting, som rengøring, læsning, SLFS-årbog mm. Og lidt shopping - jeg fandt en taske. Glæder mig til at tage den i brug.

tirsdag den 16. oktober 2012

Græsk og dansk

Fredag var en hjemmearbejdsdag for Niels og ved middagstid tog vi os tid til at gå ud og spise frokost med vores søde boligagent Katarina, og der var også lige et par småting, vil skulle ordne sammen - lidt opfølgning på lejligheden. Fx viser det sig, at de spisestuestole, som er en del af møbleringen, ikke er den bedste kvalitet. Så Niels har været i gang med at skrue og lime, så nu håber vi de holder. Men vi vil jo nødig hænge på en regning, når vi engang rejser herfra. Ligeledes har vi fået en del rykkere fra en tv-udbyder til den gamle lejer, og den vil vi jo naturligvis heller ikke hænge på, når han engang bliver sendt til incasso, eller hvad man nu gør her. Desuden er han, så vidt vi ved, rejst tilbage til Kina, så han bliver nok svær at få til at betale.

Vi har meldt os ind i den danske sømandskirke her i Singapore - sjovt nok er det ikke nok at være medlem af den danske folkekirke, men nu skal vi jo heller ikke betale til den i et stykke tid, formoder vi.  I lørdags var vi så til et arrangement som de afholdt. Det var en middag og musik - græsk menu, og den var lækker, med alt til faget hørende incl. helstegt lam. Bagefter var der underholdning med danske Allan Olsen på guitar - han har åbenbart været her før. Hyggelig fyr, i stil med Niels Hausgaard, vi havde ikke hørt ham før. Helt igennem en fin aften under åben himmel og i ca. 25 gr. varme, næsten som en fin sommeraften i DK bortset fra at det jo er mørkt allerede omkring kl. 19.

Søndag slappede vi af. Det betyder, at jeg læste e-avisen (Politiken på IPad) og bagefter en god bog og Niels lavede årbog og nyhedsbrev til slægtsforeningen på Samsø, og der har sikkert også været noget DHI-arbejde. Vi startede dog med at stå op og gå direkte i swimmingpoolen for at køle lidt af og få lidt sol. Lyder lidt modsatrettet, men vandet var faktisk for en gang skyld køligt, og det var dejligt, og selv efter kun en lille times tid synes Niels, at jeg har fået lidt farve på kinderne.

Med hensyn til varmen så går det faktisk bedre - jeg tror nu ikke, jeg helt vænner mig til det, men det går som sagt bedre, og jeg er da nået dertil, at jeg kan slukke for air-conditioneringen, når jeg sidder stille og arbejder på pc'eren eller læser. Store fremskridt. Udenfor er det det samme, man bliver lynhurtigt fuldstændig våd over det hele, når man bevæger sig - og ikke lige er i swimmingpoolen, og dog .......der er ikke den store forskel :-) Men vi sidder nogen gange ude på altanen og spiser og har så en elektrisk fan/ventilator stående, som giver lidt luft.

Niels er ved at arrangere en arbejdstur til DHI-kontoret i Kota Kinabalu, en by på den Malaysiske del af øen Borneo,  ca. 3 timers flyvetur herfra. Vi prøver at få det til at passe, så jeg tager med, og så holder vi en fridag i forbindelse med weekenden.



Billede fra weekenden

Allan Olsen
DHI-bordet ved AllanOlsen koncerten i Den Danske Sømandskirke 13/10 2012

mandag den 8. oktober 2012

Lidt chitchat

Transport er meget billigt her i Singapore. Man betaler efter kilometer man bliver transporteret og fx koster det kun Niels 83 cent (ca. 4 kr.) at køre herfra og til arbejde som er ca. 10-15 min. kørsel selv om det kun er ca. 3-4 km -  men bussen stopper hele tiden, der er ca. 10 stoppesteder på de få kilometer. Der er mange busser på linjen så det er rigtig god service.

En taxatur fra Ikea og hertil som er på ca. 15 min. koster under en halvtredser. Så det er også meget billigt og vi kører derfor en del i taxa. Tit tager vi metroen ud og taxa hjem - det er en god fordeling.

Og så er der jo naturligvis air-conditioner i både metro og bus og altid nogen der rejser sig op for en lettere gangbesværet dame på min alder :-)

Som sagt bor vi jo på 5.sal og det oven på et kæmpe indkøbscenter med 410 butikker af alle tænkelige slags. Der er også en del cafeer og restauranter iblandt. I går var vi på vej til en restaurant, hvor vi passerede en ny butik, der lige havde åbnet og udenfor har de opstillet de blomster de havde modtaget som lykønskning i anledningen af åbningen. Det var godt nok nogle store og flot opsatte buketter og faktisk noget nær de eneste ægte blomster vi har set her. Se billederne.

Vi er efterhånden kommet nogenlunde i orden i lejligheden og er begyndt at nyde, at være på plads og bla. at vi selv kan lave mad (selv om Niels gerne vil ud og spise tit (for at slippe for opvasken, ikke min madlavning:-)). Se også Niels i aktion i køkkenet. Vi har ikke opvaskemaskine (her har man maid til den slags) men vi klare den - herregud, to mennesker er jo ikke alverden, når man har været vant til en storfamilie på 5 personer.  I lørdags fik vi hentet det havebord i Ikea til altanen som vi manglede (det kunne lige med nød og næppe være i taxaen) så nu kan vi også sidde på altanen og spise, uden at skulle rykke rundt på det hele.

Nu mangler vi bare nogle ting på væggene og nogle planter og blomster.

Billederne til dette indlæg er i et nyt indlæg. (billeder fra weekenden).


Billeder fra weekenden




søndag den 7. oktober 2012

Grønt er godt for øjnene ...

Man kunne også kalde dette indlæg for: "Endnu en dag på kontoret" for billederne herunder viser de første par hundrede meter af den daglige vej til arbejde: Ud af hoveddøren (porten) - det er vores bryggers til højre bag gitteret. Mellem boligblokkene og hen over haveanlægget med den store swimmingpool for derefter at tage elevatoren ned til busholdepladsen. Sådan ser her ud, lige udenfor døren, hvor vi bor :-)