Så er der gået nogle uger igen uden der er sket det helt store. Og dog.
Forrige søndag var Niels på golfbanen og jeg tog til årsmøde i sømandskirken, en slags generalforsamling. Eller det vil sige, det startede med gudstjeneste med barnedåb, så blev der hevet et lærred ned foran alteret og så blev der holdt møde og siden blev der serveret dansk frokost, sidstnævnte dog i den skyggefulde gårdhave. Alt sammen seriøst, respektfuldt og fornøjeligt. Man må sige, at de gør et fantastisk arbejde, de ansatte og mange frivillige - respekt for det. Der var dog kun mødt ca. 20 personer op til dette arrangement - ærgerligt for det var meget lærerigt, og dejligt at høre om kirkens mange gøremål og virke her i SG.
Mit tandlægebesøg var desværre ikke så nemt endda. I sidste weekend knækkede tanden og jeg blev nødt til at gå til tandlæge igen og i tirsdags blev den så trukket ud. ØV. Det var slemt - den sad godt fast, så det tog tandlægen mere end en time at få den ud. Jeg var godt mørbanket bagefter og da bedøvelsen (som jeg fik en hel del af) var forsvundet gjorde det meget ondt i kraniet, så jeg har været på piller hele ugen. Senere skal jeg så have lavet en ny tand. Det gode af det er, at vores udstationeringsforsikring betaler en del af udgifterne.
Niels har haft noget af et gennembrud på arbejdet - endelig ser det ud til at en del af planerne er ved at tage form. Ikke sådan at det ikke har gået godt i de forgangne måneder, men efterhånden er det ligesom tingene falder bedre på plads - og det kan mærkes på humøret.
Mht. mit arbejde på SSI, så er der ansat en ny der starter den 1.6., (også noget af et gennembrud :-) - jeg glæder mig til endelig, at kunne overlade jobbet til en ny person. Håber det lykkes denne gang.
I denne weekend brugte vi lørdagen til at lave vores danske selvangivelse - det tog det meste af dagen. Om aftenen så vi The Girl with the Dragon Tattoo, jeg kan godt lige Daniel Craig men jeg synes nu den svenske er den "rigtige" og godt man kendte historien i forvejen for hold da op, hvor de mumler.
Søndagen gik også ved spisebordet, med at lave et større stykke arkitektarbejde, nemlig en tegning til en anlægsgartner på Samsø der skal i gang med at lave en ny forhaven til os i Brundby. Niels scanner den på arbejdet og så skal vi have sendt en mail med tegningen og tilhørende tekst. Vi skal også have udskiftet hoveddøren så i løbet af ugen skal vi have fundet en ny dør som vores tømrer kan bestille og få sat i. Vi glæder os til at vise det frem til august :-) håber det kan nås.
I næste uge får vi besøg hjemmefra - det er min gamle grundejerforeningsbestyrelseskollega Torben der har meldt sin ankomst til Singapore, hvor hans firma har nogle aktiviteter, han arbejder for et rederi. Og så er vi i gang med at planlægge et besøg på DHI-kontorerne i Brisbane og Auckland - vi tager afsted den 18.6. og kommer hjem igen den 2.7 og i den periode er der afsat 4-5 dage til ferie og oplevelser. Resten af dagene skal Niels arbejde og imens er jeg på egen hånd.
Der kom et lille skud i en plante og den har Niels plante om i ny potte.
Niels ordner planterne - dejlig overskuelig havearbejde !
Gudstjeneste i Sømandskirken
Niels har kastet sig over selvangivelsen
Det er sjovt når der engang i mellem er noget i BBC News fra Danmark - her er det et indslag fra i morges om et velgørenhedsarrangement i København med store biler. Der har også været billeder fra Grand Prix med den danske vinder. Der er jævnligt noget fra Danmark - det er sjovt og hyggeligt.
Den 15. april var vi inviteret på den danske ambassade i anledningen af Dronningens fødselsdag dagen efter. Det var et hyggeligt arrangement med taler (bla. med den danske udenrigsminister som var på besøg og så selvfølgelig ambassadøren som er en sød og effektiv kvinde), sange og fantastisk mad - og snak hele aftenen. Det har jeg vist kun fået fortalt på Facebook - men nu også her med lidt forsinkelse. DHI var i øvrigt sponsor for ministerens sejltur i og omkring havnen i SG, dvs. stillede båd og mandskab til rådighed.
Øvelse gør mester !
Da Niels var i Kuala Lumpur, fløj han med Air Asia som åbenbart er sponsor for QPR, hvilket man også kunne se indeni kabinen, hvor alle bagage-lågerne også var prydet med klubfarverne.