Om aftenen var vi ude og spise på en restaurant på Chijmes, som vi tidligere har skrevet om. Her fik vi en drink og efterfølgende en dejlig middag. Der var tilmed levende musik, en der spillede på guitar og en der sang til. Meget hyggeligt. Det nye var at det var udendørs, som på en dejlig varm sommerdag i DK, det er jeg jo ikke vant til på min fødselsdag i november. Det plejer at være koldt og evt. snevejr.
Lørdag startede julen her, med julebasar i Den Danske Kirke. Vi havde bestilt en adventskrans som vi, sammen med vanillekranse og nogle få andre juleting, hjembragte i en taxa. Adventskransen er så fin, leveret direkte fra Ærø, så nu dufter her liftligt af gran. Jeg tror det bliver rigtig mærkeligt at holde jul i 30 graders varme - det er på en måde bare helt forkert. Men hvad - en enkelt jul uden frost og juletræ klarer man jo nok. Det værste bliver nok at skulle undvære famlien. Vi arbejder lige nu på at holde jul på Borneo. Vi starter i ugen før jul med en tur til Kuala Lumpur og derefter til Kota Kinabalu, hvor Niels skal besøge DHI's kontorer og så taler vi om at blive i KK julen over. Men nu må vi se om planerne holder denne gang.
I dag søndag har vi gjort gæsteværelset klar til Jakob kommer på besøg på tirsdag. Incl. været ude og købe sengetøj og linned. Vi henter ham i lufthavnen tirsdag eftermiddag. Vi har lige Skypet med ham om de sidste detaljer om rejsen og ting han skal medbringe til os. Har også Skypet med Ole og Jette og Maria i dag - rigtig dejligt at det kan lade sig gøre.
Vi har også fået sat de billeder op som vi købte på Nationalmuseet. To fine håndtegninger af hhv. Raffles Hotel og Chijmes og så en gammel båd fra Singapore omkring 1900. Og så kan jeg i øvrigt afsløre at kun Henny gættede rigtig mht. billede af familien. Der er to koner på billedet - flerkoneri blev først forbudt i Singapore i 1960'erne. Ellers tak for gode forslag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar