søndag den 18. november 2012

Deepavali

Tirsdag var det så igen helligdag her i Singapore, Deepavali. Vi brugte dagen til et langt og meget interessant besøg på National Museum, som havde flere spændende udstillinger, både om Singapores historie og om livet her på stedet før og nu. Det lykkedes os også at købe nogle billeder med hjem, så vi endelig har en lille smule at hænge op på væggen her i lejligheden. Det blev dog heller ikke til plakater i denne omgang - på trods af at der rent faktisk var plakater til salg, men de kostede næsten 200 SingDollars stykket, og så fantastiske var de nu heller ikke. Men et par små, gode billeder af Raffles Hotel og af Chijmes, som vi har skrevet om tidligere blev det til - og tillige en reproduktion af et gammelt billede fra dengang de små sejlskibe prægede billedet i havnen. Selve udstillingen var rigtig god og med en iPad-lignende ting om halsen fik vi nogle rigtigt gode forklaringer på mange spændende begivenheder gennem tiden. Nogle af de visuelle indtryk har vi gengivet herunder.

Denne weekend har vi så bare slappet af herhjemme. Lørdag fik vi regn i store mængder og længe, så vi hyggede os bare indendøre - bl.a. med en lang Skype-snak med Jakob. Sidst på dagen tog vi på  indkøb  og så var der film på TV ... I dag, søndag, har vejret været meget bedre og vi brugte et par timer ved og i poolen, og så fik vi en Skype med Marcus, Heidi og Jonas - så nu er vi nogenlunde opdateret omkring livets gang hjemme i Dannevang.   

Regntiden er kommet. Det betyder, at der pludselig trækker sorte skyer ind over landet, og så giver det regn, nogle gange MEGET regn - og det lyner og tordner imens.


Billedet var beskrevet som "Ukendt europæisk hus" - Vi genkender da Dannebrog på billedet ...

Fra den gamle kinesiske del af Singapore. Det meste var og er til dels stadig kinesisk inspireret her.

En særudstilling om fotografi gennem tiden viste flere flotte familiebilleder - her en stor kinesisk en af slagsen. Billedet var et ud af 6-8 billeder, forstørret til ca 100x70 cm, og som var udstillet sammen med både lyd og tekst til forklaring.

Da vi så dette billede, undrede vi os en hel del. Forklaringen kom, da vi hørte om historien bag billedet. Prøv om du kan regne ud, hvad det mærkelige er, som vi også studsede over, da vi så billedet ... (Du kan jo skrive dit forslag i en kommentar til bloggen).

Der var gjort en del ud af at bruge moderne AV-midler til formidling af budskaberne. Her er et billede fra en spejlsal, hvor en film om fejringen af nationaldagen gennem tiden kørte. Vi oplevede jo selv fejringen af nationaldagen i år, som var den 49. i rækken. Det lægger op til en rigtig stor fest næste år i august. Desværre er vi jo nok i Danmark til den tid.

3 kommentarer:

  1. skødebarnet til højre har en mærkelig hovedform - er billedet stykket sammen af flere? kh Inger

    SvarSlet
  2. to koner---- to hold avlede børn. Henny

    SvarSlet