Så er vi langt om længe flyttet ind i vores nye lejlighed.
I fredags blev der holdt overdragelse, hvor vi gennemgik alt nødvendigt, bla. inventarliste, da det jo er en møbleret lejlighed. Vi købte også en del ind af sengetøj og køkkenting.
Lørdag morgen pakkede vi så kufferterne, checkede ud fra hotellet og tog en taxa hertil.
Vi brugte hele lørdag og søndag på rengøring, for selv om der burde være gjort rent af udlejeren, så kunne vi konstatere, at vores (svenske) agent havde ret i, at asiatisk rengøringsstandard ligger noget under skandinavisk standard. Vi fik dog også købt en del mere ind - der skal noget til for vi har jo stort set kun tøj - og pakket ud og sat alt på plads i skabe og skuffer.
Allerede nu kan vi se at det er en stor fordel, at vi bor i samme bygning som indkøbscentret Jurong Point - alt er lige uden for døren. Ja, det er det så ikke helt - lige uden for døren er der nemlig et skønt haveanlæg og ca. 30 m. herfra en skøn swimmingpool. Man skal over på den anden side af haven og ned med en elevator (hvor de spiller Für Elise i højtalerne) for at komme til centeret som ligger under The Centris, som er navnet på vores beboelsesområde. Det består af to rækker med blokke overfor hinanden og pool/haveanlægget i midten og det ligger på 5. sal hvor vi også bor.Vi fik også afprøvet vores nye vaskemaskine som er en kombi vaskemaskine og tørretumbler. Selv om jeg er modstander af tørretumbler, af miljømæssige årsager, så må jeg nok erkende, at det er nødvendigt her i dette fugtige klima.
I går aftes fik vi så vort første hjemmelavede måltid mad her i Singapore - det var skønt. Og ved midnatstid ligeledes i går aftes, lykkedes det for Niels at få etableret forbindelse til internettet - det er utroligt så betryggende en fornemmelse det er - at have adgang til resten af verdenen. Man føler sig sku' helt amputeret når man ikke har internetadgang, bare tanken.
Alle billederne ser lidt tomme ud - det er før vi har pakket ud og sat på plads. De første tre billeder er samme lokale, blot fra forskellig vinkel.
| Spisebord og indgangsdør. Man går direkte ind i stuen, ingen entre. |
| Stuen og balkon til den anden side |
| Åbent køkken og dør til bryggers |
| Badeværelse |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar